Ondartet bipest

Ondartet bipest forårsages af bakterien (Paenibacillus larvae), der gør skade på honningbiers yngel. Bakterien lever udelukkende i honningbiers yngel. Helt unge larver under 24 timer gamle smittes gennem det foder, de optager.  Typisk dør bilarven under forvandling til puppe.

Sygdommen er kategoriseret som karantæneskadegører i Danmark. Der er derfor meldepligt, og sygdommen skal bekæmpes.

På billedet nedenfor ser du et sikkert tegn på ondartet bipest.

Tændstikmetoden, hvor der er trukket en slimet tråd fra en celle med bipest.


Hvis du vil undersøge dine bifamilier for bipest, så undersøg alle yngeltavler; ikke kun i de svage bifamilier, men også i de stærke bifamilier, der også kan være angrebet.

For at kunne se ordentlig efter kan det være nødvendigt at ryste bierne af tavlerne.

 

Er der delvist og uregelmæssigt opbidte yngelceller med noget brunligt slimet i cellen, så er det kritisk. Prøv med en tændstik, om du kan trække en slimet tråd af indholdet (se billedet ovenfor). Ser du blot én celle, der kan trække tråd, så er det helt sikkert bipest. Den slimede masse tørrer efterhånden ind, så man ikke mere kan trække tråd, men smitten er der stadig.

Du skal stoppe eftersynet, når du har set tegn på bipest i én familie, ellers risikerer du at sprede smitte til dine andre bifamilier eller bigårde. 

Alt brugt udstyr (såsom stadekniv og bibørste) skal herefter desinficeres. Handskerne skal kasseres og bidragten vaskes.